Halkær Sø - beregning af oversvømmelse

Avanceret oversvømmelsesmodellering af mulige fremtidsscenarier for området ved Halkær Sø

Kunde: Aalborg Kommune

Projektperiode: 2024

Ole Munch Johansen

Partner, rådgiver

Halkær Sø har tidligere været afvandet og opdyrket med diger og pumper til at holde vandstanden nede. Et vådområdeprojekt fjernede i 2005 pumperne, men bevarede digerne omkring søen for at kunne sikre vådområdets funktion samt lodsejeres anvendelse af arealerne, der grænser op til søen. Digerne har siden sat sig og vist sig særdeles vanskelige at opretholde. Med udsigt til ændrede klimaforhold og fremtidig forværring af problemet har Naturstyrelsen og Aalborg Kommune ønsket at gentænke området og vurdere konsekvensen af at undlade at opretholde digernes funktion.

Der er gennemført dynamiske oversvømmelsesberegninger for en række forskellige fremtidsscenarier med helt eller delvist nedbrudt dige omkring Halkær Sø. Beregningerne er gennemført i modelværktøjet HEC-RAS. Projektet har krævet opbygningen af en model som håndterer en opdeling af vandføringen i Halkær Å, hvor noget vand løber gennem et indløb ind til Halkær Sø samtidigt med at der sker oversvømmelse af et dige i højvandssituationer. En del af vandføringen i Åen fortsætter forbi søen og ud i Halkær Bredning. Når vandstanden i Halkær Å er lavere end søens vandspejl strømmer vandet ud af søen gennem 3 rør med kontraklapper. Højvandshændelser i Limfjorden er med til at skabe oversvømmelsessituationer i området.
Modelresultaterne er anvendt til en habitatkonsekvensvurdering for områdets NATURA-2000 naturtyper, lodsejerdialog samt vurdering af kompensation for lodsejere i området.

Rapporten er offentligt tilgængeligt og kan findes her.

Del: