Hvide Sande Havn - Sedimentation af Nordhavn
Hver gang Hvide Sande Sluse åbnes for at afvande Ringkøbing Fjord, følger ikke kun ferskvand med – men også store mængder fint sediment. Det ender bl.a. i Hvide Sande Nordhavn, hvor det gradvist bundfælder og kræver dyr oprensning. Vi har i WatsonC hjulpet Hvide Sande Havn med at forstå præcis hvordan sedimentet finder vej ind i havnebassinerne og hvad man kan gøre for at reducere problemet.
Kunde: Hvide Sande Havn
Projektperiode: 2025
Thomas Gierlevsen
Partner WatsonC - Ports & Coasts

Hvide Sande Havn oplever – som mange andre havne – udfordringer med sedimentation i deres bassiner. Når Hvide Sande Sluse åbnes for at afvande Ringkøbing Fjord, følger der ikke kun ferskvand med gennem havnen. Strømmen bringer også fine sedimenter med sig, som ender i havnebassinerne, hvor de gradvist bundfælder.
Konsekvensen er et løbende behov for oprensning af bl.a. Nordhavn, hvilket både er bekosteligt og kræver tilladelser til bortskaffelse af sedimentet. Havnen ser tilmed ind i en fremtid hvor det kan blive vanskeligere at opnå klaptilladelse, hvilket vil gøre oprensningen markant dyrere. Derfor havde havnen behov for at få undersøgt processerne bag tilsandingen og om det er muligt at reducere oprensningsmængderne.
WatsonC har bistået Hvide Sande Havn med at undersøge de fysiske processer, og har ved hjælp af modeller og måledata kunnet dokumentere at sedimenttilstrømningen i høj grad styres af densitetsforskelle mellem ferskvandet fra fjorden, som fortrænger det salte havvand i bassinet.
Studiet er udført med en meget kompleks MIKE 3 HD+MT model, som beskriver både den lagdelte densitetsstrøm (fjordvand og havvand), dybdevariationen i sedimentkoncentrationen og sedimentationen på bunden af bassinet over tid.
Forholdene i Hvide Sande Havn er bestemt ikke typiske, og det er løsningerne heller ikke. Hvis du er interesseret i at høre mere, så tag meget gerne kontakt til os.