Kystbeskyttelse i Skive Kommune
WatsonC har udarbejdet forundersøgelser, kystteknisk analyse og myndighedsprojekt for kystbeskyttelse for privat grundejer i Skive Kommune. Projektet omfatter beskyttelse af en erosionsudsat strandvold, som beskytter baglandet og en historisk ejendom mod stormflod og oversvømmelse. Løsningen består af skråningsbeskyttelse med natursten, dimensioneret til fremtidige storm-, vandstands- og bølgeforhold. Opgaven omfattede teknisk rapport, miljømæssige vurderinger, ansøgning om kystbeskyttelse og materiale til myndighedsbehandling/VVM-screening forud for godkendelse af Skive Kommune.
Kunde: Privat grundejer
Projektperiode: 2026
Thomas Gierlevsen
Partner WatsonC - Ports & Coasts
WatsonC har for privat grundejer i Skive Kommune udarbejdet forundersøgelser, projektering og myndighedsprojekt for kystbeskyttelse ved Sæbygårds Hage syd for Fur.
Projektet omfatter beskyttelse af en ca. 200 m lang kyststrækning, hvor den eksisterende strandvold er udsat for erosion under stormflod og kraftig bølgepåvirkning. Strandvolden fungerer som naturlig beskyttelse af baglandet, og et gennembrud vil kunne medføre oversvømmelse af ejendommen og den historiske møllebygning, der kan føres tilbage til 1674. Tidligere reparation af strandvolden med sand og grus havde vist sig utilstrækkelig, og der var derfor behov for en mere robust og permanent løsning.
WatsonC gennemførte besigtigelse og kysttekniske analyser af de eksisterende forhold, herunder vurdering af kystudvikling, akut erosion, stormhændelser, vandstandsforhold og bølgepåvirkning. På den baggrund blev der projekteret en skråningsbeskyttelse med natursten, dimensioneret til fremtidige storm- og vandstandsforhold med en forventet levetid på ca. 25 år. Løsningen omfatter stenkastning på den erosionsudsatte strandvold med fastlagte koter, hældninger, stenstørrelser og opbygning med geotekstil og ral.
Som led i myndighedsprojektet udarbejdede WatsonC ansøgning om tilladelse til kystbeskyttelse samt bilag til brug for myndighedsbehandlingen, herunder teknisk rapport og ansøgningsskema efter miljøvurderingslovens bilag 2. Projektet omfattede blandt andet vurderinger af kystmorfologisk påvirkning, vandområdeplaner og havstrategi, Natura 2000, bilag IV-arter og beskyttet natur.
I forbindelse med projektet og myndighedsbehandlingen havde WatsonC et godt og konstruktivt samarbejde med både grundejer og Skive Kommune, herunder i forbindelse med besvarelse af uddybende spørgsmål til projektets tekniske grundlag, miljømæssige vurderinger og ansøgning om tilladelse. Samarbejdet bidrog til en smidig proces og et fyldestgørende grundlag for kommunens behandling af kystbeskyttelsesprojektet.
Ydelser
Forundersøgelser, kystteknisk analyse, skitse- og myndighedsprojektering, ansøgning om kystbeskyttelse, VVM-screeningsmateriale, miljøvurderinger samt dialog med myndighed.