Jeg har arbejdet med grundvand i mere end 10 år. Først under studiet i Naturstyrelsens grundvandskortlægning og senere i COWIs afdeling for Grundvand og Geoscience. Jeg blev færdiguddannet som naturgeograf i 2016 og arbejdede de følgende syv år som kommunal grundvandsmedarbejder. I 2023 startede jeg et nyt og spændende kapitel som rådgiver hos WatsonC. Mit arbejde i WatsonC er præget af nysgerrighed, åbenhed og samarbejde og jeg er stolt af at være del af en virksomhed med dyb faglighed og en innovativ tilgang.
Jeg har bred erfaring indenfor grundvandsadministration, som jeg anvender dagligt i mit arbejde som rådgiver. Særlige erfaringsområder er ressourceundersøgelser for nye kildepladser og udarbejdelse af ansøgningsmateriale i forbindelse med boreprojekter, vandindvindingstilladelser, udledningstilladelser mm. Jeg assisterer ligeledes kommuner, der ønsker hjælp til vurdering af ansøgninger, screeninger og udarbejdelse af tilladelser.
Jeg har desuden lavet flere planer på vandforsyningsområdet, herunder strukturanalyser af vandforsyningsstrukturen i forskellige kommuner, samt vandforsynings- og indsatsplaner. Det er afgørende for mig, at planerne ikke ender som en rapport, der samler støv i skuffen, men at vi udvikler et konkret og anvendeligt værktøj, der skaber varig værdi hos kunden.